Tinghuset i Store Heddinge blev opført i 1838.  Huset blev bygget på det dengang nyanlagte Nytorv som kombineret rådhus, tinghus og arresthus. Det blev tegnet af arkitekten Jørgen Hansen Koch (1787-1860), der var direktør for Det Kongelige Danske Kunstakademi og en af tidens førende arkitekter.

Jørgen Hansen Koch var skolet i en klassicistisk tradition, men ved byggeriet i Store Heddinge lod han sig inspirere af den florentinske renæssance. Dermed introducerede han den såkaldte historicisme i dansk arkitekturhistorie, og Tinghuset repræsenterer i dag en vigtig del af den danske kulturarv.

Tinghuset blev inspiration for mange rådhuse i provinsen, der blev opført over hele kongeriget i løbet af 1800-tallet efter enevældens fald i 1848. Huset er en markant og velproportioneret bygning, der udstråler, den magt, som huset var symbol for.

I 1948 solgte Stevns Kommune Tinghuset til Justitsministeriet og byrådssalen blev omdannet til retssal, hvorefter Tinghuset fungerede som retsbygning. I 2011 solgte Staten huset til Realdania Byg der samtidigt indgik en lejekontrakt af Tinghuset for en periode af 30 år.

Tinghuset blev fredet i 1977.